Både min kone og jeg kiggede en ekstra gang, da jeg til min 50 års fødselsdag i gave fra nogle af vores venner fik en meget flot mexicansk hængekøje, som det ene par selv havde bragt med hjem fra en ferie i Mexico.
Den var faktisk utroligt flot, men hverken min kone eller jeg holder af at ligge i sådan en. Selv har jeg flere gange prøvet med det resultat, at jeg blev temmelig øm i ryggen af at ligge i den krumbøjede stilling, som man ligger i, når man ligger i sådan en.
Så i første omgang regnede vi ikke med at tage den ellers flotte gave i anvendelse, men så fik min kone den ide, at hvis man nu hængte den tilpas højt op mellem to af vores træer i haven, som står med kun halvanden meters mellemrum, så kan man jo bruge den som en hængestol og sidde og gynge lidt frem og tilbage, hvilket ikke belaster ryggen på samme måde.
Jeg fik fat i vores stige og kravlede op, så jeg kunne binde hængekøjens kraftige reb i ender op i næsten to meters højde, så det kan til at passe med, at midten af selve hængekøjen så hang i passende højde til at sidde i.
Da jeg var færdig, fik min kone æren af at være den første til at sidde i vores hængekøjestol, og hun nød det faktisk i fulde drag, så nu bruger hun den meget tit, når hun for eksempel vil sidde ude i haven med en god bog.